Råvarer med fokus på dig og din sundhed

Hos Enzo & C anvender vi San Marzano tomaten og bøffelmozzarella i vores italienske retter.

San Marzano er tomatrigets svar på en superstjerne. Den findes i området omkring Napoli, hvor den vokser i vulkansk jord fra den nærliggende vulkan Vesuv. Her er de små, aflange, røde delikatesser en lokal stolthed, hvor tomaterne håndplukkes.

San Marzano-tomaten er tæt knyttet med pizzaens historie pga. dens høje kvalitet. Når tomaterne fyldes på dåse, bliver de kun vasket og flået. Der er med andre ord ingen former for tilsætningsstoffer. Tomaterne, som bruges i vores køkken, bærer EUs kvalitetsmærke DOP, som sikrer tomatens oprindelse og dyrkningsmetode.

Bøffelmozzarella er oprindeligt en egnsost fra Syditalien, nærmere bestemt Campania, hvor de hvide kugler traditionen tro bliver produceret af bøffelmælk.

Mozzarella er en såkaldt "strukket" ost – på italiensk "filato". Det giver osten en elastisk, ensartet og solid konsistens, der kan formes til eksempelvis de klassiske kugler.

Den originale bøffelmozzarella fra Campania, som vi benytter i Enzo & C, beskyttes ligeledes af varemærket DOP, hvilket garanterer dig og din familie god italiensk mad i høj kvalitet.

 

Smag på Italiens flag med Pizza Margherita

Napolitanerne er ophavsmænd til den første pizza; Pizza Margherita.

Dronning Margherita blev i år 1889 præsenteret for en pizza, som skulle symbolisere det italienske flag. Tomatsovs var det røde, mozzarella det hvide, og basilikum det grønne. Dronningen blev så begejstret for pizzaen, at den blev opkaldt efter hende, Pizza Margherita, og det er i dag den mest populære pizza i hele verden.